Anklagerne om vold kvalte forholdet mellem det unge forældrepar, der så relationen visne i takt med årene, hvor deres barn var tvangsfjernet. Først efter flere år fik de barnet hjem igen, men der var forholdet ikke til at redde.
Af Jeppe Dalsgaard Grunnan og Nicolai Sand
Lægen træder ind på stuen på Skejby Sygehus i det nordlige Aarhus. Hun kigger alvorligt på det unge forældrepar, inden hun siger ordene, der skal ændre deres liv for altid.
»Jeg mistænker, at I har begået vold mod jeres barn«, siger børnelægen.
Ordene chokerer parret, som kigger undrende på hinanden.
»Det var jo en drøm, da vi fik hende, så det var en kæmpe mavepuster, men på det tidspunkt tænkte vi faktisk, at det ikke var et angreb på os. Vi tænkte jo, at man ville forsøge at finde ud af, hvad hun fejlede, og at man ikke ville udelukke noget«, siger Emil Rasmussen.
Få dage tidligere var parret ankommet til sygehuset. Men hvad der skulle være en rutinemæssig tur på sygehuset efter fødslen af deres nyfødte datter, blev starten på et fire år langt mareridt for Emil Rasmussen og Kathrine, da de en forårsdag i 2019 kørte på sygehuset for at deres datter skulle få taget en hælprøve, også kendt som en PKU-prøve.
Kathrine og datteren fremstår anonyme i artiklen, da de har været igennem et forløb, der har haft store konsekvenser for deres familie. Det har de valgt på baggrund af omverdenens syn på varetægtsfængslede, ligesom der er taget hensyn til datterens alder som mindreårig.
Det første møde
Vejen til at blive forældre havde været præget af glæde og lykke, siden Emil og Kathrine mødte hinanden på Erhvervsakademiet i Aarhus.
Emil, der studerede jordbrugsteknologi med speciale i landbrug, havde siden studiestarten lagt mærke til en ‘krølhåret skønhed’, der også gik på studiet, men han tænkte straks, at hun var for pæn til at kunne interessere sig for én som ham.
»Hun var smilende, solbrun – eller lækker-brun, som jeg kalder det – og med stort krøllet hår. Hvis man ved, hvordan Thomas Buttenschøn har sådan et stort, krøllet garn, så er det lidt sådan, jeg husker det første syn af Kathrine med hendes flotte hår.«, siger Emil.
»Høj, slank pige og muskuløs, fordi hun havde arbejdet med heste. Hun var lidt som en uvirkelig karakter, man ser i film. Hun var lige niveauet over hvilke piger, jeg tænkte var interesserede i mig.«
Det første lange stykke tid på studiet endte derfor med længselsfulde blikke, men opmærksomheden gik ikke kun den ene vej – skulle det vise sig.
»Jeg havde ikke et problem med at få opmærksomhed, og han var da en flink fyr, men jeg var egentlig i tvivl, om han var interesseret i mig. Men jeg havde da lagt mærke til ham«, fortæller Kathrine om tiden på studiet i Aarhus.
Med den opbyggede anspændthed skulle det første rigtige møde mellem de to skydes i gang efter et par øl til en forårsfest i 2017, hvor de faldt i snak gennem deres fælles venner på skolen.
»Jeg snakkede ikke med hende i starten, fordi jeg ikke turde, så da hun kom hen til mig, kunne jeg næsten ikke tro det«, siger Emil.
»Vi tog meget ‘fis’ på hinanden, så vi havde det rigtig sjovt sammen«, siger Emil.
Da den første mur var nedbrudt, gik der ikke længe før kontakten tog til og Emil og Kathrine blev uadskillelige. Foråret gik, og den kommende sommer tilbragte det nyforelskede par sammen ‘hver dag’.
»Han var meget romantisk i begyndelsen og god til at give komplimenter«, mindes Kathrine.
»Jeg vil beskrive Emil som meget mild, smilende og vellidt af andre. Han er en person, der vil bøje sig for at undgå at sige noget grimt om andre.«
»Vi var ubekymrede, og når jeg skal se tilbage, var vi måske også lidt fjollede. Når verden ikke rigtig har ramt en endnu, så kan man jo alting.«
En lille familie
Med optimisme og drømme begyndte det nyforelskede unge par at lægge planer for fremtiden. Det føltes derfor naturligt for dem begge, da de begyndte at tale om at flytte sammen, så et halvt år efter deres første møde flyttede Emil ind hos Kathrine på et lille landsted uden for Aarhus.
Her var Kathrine med til at bestyre en rideskole, hvor hun også havde en lejlighed. Efter 1,5 år begyndte parret at tænke på at udvide familien.
»Vi havde talt om, at vi måske blev gravide lige pludselig, og dengang føltes det meget voksent, men når jeg tænker tilbage, virker det lidt fjollet, fordi vi var unge og ikke var så bekymrede for noget«, fortæller Kathrine.
»Men vi ville gerne have børn, og vi havde det godt sammen, så det føltes alligevel meget naturligt.«
Parret ville gerne finde et sted, hvor der både var plads til børn, dyr og måske en dag eget landbrug, så i sommeren flyttede de ind på et landsted uden for Hobro, der levede op til deres fælles drømme.
»Vi ville gerne have vores eget, hvor vi også kunne have lidt jord til Kathrines heste, og vi følte os ligesom ’klar’ hvis man kan sige det sådan. Når jeg ser tilbage på det, gik vi tydeligvis og byggede rede og glædede os til på et tidspunkt at udvide vores lille familie.«
Emil, der i mellemtiden havde fået arbejde som underviser på en landbrughøjskole, gik straks i gang med at renovere stuehuset, mens Kathrine, der arbejdede i en vuggestue, tog sig af indretningen.
Parret lagde med deres egne ord en fælles indsats, så de en dag kunne bo godt med både dyr og fremtidige børn, hvoraf sidstnævnte skulle vise sig at være nærtforestående.
»Jeg havde gennem nogen tid kunnet mærke, at min krop føltes anderledes, så jeg var ret sikker på, at jeg var gravid. Jeg tog en graviditetstest og så, at den var positiv, og jeg kan huske, at jeg vadede forvirret rundt, inden jeg lagde den på bordet foran Emil.«
»Det var uvirkeligt, og sådan ‘hold da kæft, nu gør vi det her’. Nu står jeg med en test, og nu er der altså en baby på vej. Det er svært at forklare. Det var surrealistisk«, lyder det fra Kathrine.
Helt alene
Efter lægen har konfronteret Emil og Kathrine med, at skaderne på datteren muligvis er forvoldt af dem, er parret stadig uforstående over, hvad anklagerne skal betyde for dem. Men midt i forvirringen over de voldsomme anklager, bliver kommunen involveret.
Det bliver starten på et forløb med stribevis af samtaler med myndigheder, politi og undersøgelser af datteren.
Undersøgelserne viser senere, at datteren har gulsot og et brækket kraveben. Tilstande, som nyfødte kan være født med, eller kan fejle på grund af en endnu ikke udviklet lever.
»Det fortsatte i flere uger, indtil vi blev flyttet til et ‘familiehus’, hvor vi så skulle overvåges med vores datter.
»Det var meget underligt at bo der. Det var tydeligt, at de andre forældre havde problemer med alkohol, og de manglede tænder og sådan nogle ting, så det var utrygt, og vi passede overhovedet ikke ind«, siger Emil.
I familiehuset bliver familien overvåget 24 timer i døgnet, og kommunen udarbejder en handleplan på tre måneder, mens parrets datter modtager behandling. Efter perioden vil myndighederne tage stilling til, om parret kan få deres datter med hjem.
»Det var frygteligt, at de mistænkte os for at skaderne skulle være forvoldt af os. Kathrine arbejdede jo også med børn dengang, ligesom jeg selv gjorde«, siger Emil.
»Jeg har altid gerne villet have børn, så det var voldsomt at blive mistænkt for det her. Vi blev også mentalundersøgt, men det kunne aldrig falde mig eller Kathrine ind«.
»Vi har heller ikke mistænkt hinanden for at have gjort noget«, tilføjer han.
Men pilen pegede ifølge anklagemyndigheden på det unge par, der følte, at de pludselig blev kastet rundt i et uoverskueligt system, der prøvede at få dem anklaget for noget, som de insisterede på, at de aldrig havde gjort.
»Vi stod helt alene, og vi havde ingen at snakke med. Advokaterne kunne ikke sige meget, og de sociale myndigheder kunne heller ikke sige ret meget, så det var virkelig hårdt. Vi havde jo aldrig troet, at vi ville ende i sådan en situation. Det handlede bare om at overleve«.
Revet fra hinanden
Emil og Kathrine havde indfundet sig med en ny hverdag i familiehuset, hvor de var overvåget, men prøvede at få skabt normale rammer for dem selv. Derfor var de begyndt at arbejde igen.
Som månederne gik, glædede de sig til, at de skulle få afklaring, så de kunne komme hjem på deres landsted og starte deres familieliv, som de havde drømt om siden de mødte hinanden. Derfor talte de forventningsfuldt dagene op til mødet med kommunen, hvor de regnede med at få en afklaring, så de kunne flytte hjem.
Men dagen inden det planlagte møde tog sagen en dramatisk drejning.
»Jeg stod på arbejdet nede på skolen, da jeg blev ringet op af politiet. De sagde så, at jeg var anholdt, og at jeg skulle møde op på politistationen«, fortæller Emil.
Samme dag var Kathrine også blevet anholdt i familiehuset, og datteren var blevet tvangsfjernet med det samme.
»Vi fik et ultimatum om, at hun ville blive ’frivilligt’ anbragt eller tvangsanbragt, men vi havde jo reelt ikke noget valg«, fortæller Kathrine og fortsætter:
»Hun var kun et par måneder, da de tog hende væk. Vores lille pige«.
Emil kunne ikke tro sine egne øre, da politibetjenten i den anden ende af røret lagde på. Han fortalte til sine nærmeste kolleger, at han lige var blevet ringet op af politiet, og at han var nødt til at gå, fordi han var anholdt og skulle møde ind på politistationen.
»Da jeg havde lagt på, stod jeg på arbejdet og var sindssygt forvirret over situationen. Først tænkte jeg, at det ikke kunne være rigtigt, og at jeg måske havde hørt forkert«, fortæller Emil.
»Jeg tænkte faktisk, at vi nok skulle op og snakke med politiet, og jeg havde slet ikke overvejet, at vi skulle varetægtsfængsles. I bilen ringede jeg så til mine forældre, og ja, det var virkelig voldsomt«, siger Emil.
Flere politimænd stod klar til at tage imod Emil, da han senere på eftermiddagen ankom til politistationen, men han kunne straks se, at de ikke bare skulle have en samtale.
»Jeg blev afhørt som det første, da jeg kom derop, og så skulle jeg jo aflevere alt. Nøgler, telefon, pung, kørekort.. alt«, siger Emil.
»Så begyndte jeg at få alle mulige tanker om, hvordan det er i et fængsel, og jeg panikkede fuldstændig inde i hovedet og kunne slet ikke forstå noget. Jeg gik helt i baglås«.
Parret fik ikke lov til at se hinanden eller have kontakt, og samme aften blev de placeret i hver deres arresthus i henholdsvis Aalborg og Frederikshavn.
Hvordan er det at tænke tilbage på det her øjeblik i dag?
»Det er som om, at vi mistede vores stemme i alt det her, og det vedrører jo vores eget barn. Jeg følte ikke, at der var respekt over for ’tabet’ af vores barn«, siger Kathrine.
»Det er jo underligt. Det er som om, at tiden er gået ekstremt langsomt. Der er sket så meget, siden vi fik hende. Kamma er 4,5 år i dag, men har jo været væk fra os i over to år. Det har jo været overlevelse fra dag til dag, så det er surrealistisk at se tilbage på tiden, inden vi fik hende«, siger Emil og tilføjer:
»Vi ville jo bare gerne være en familie«.
Helvede på jord
Den nye virkelighed for Emil og Kathrine var isoleret i en lille celle, hvor uvished og utryghed fyldte det meste af dagligdagen.
»Vi måtte se vores datter hver anden uge i arresten, hvor hun blev kørt op for at se os hver for sig. Der skal ikke en baby ind sådan nogle steder, så det er trist at tænke på«, siger Kathrine og tilføjer:
»Det var aldrig rigtig godt. Altså det var rart at se hende, men hun skulle ikke være sådan et sted«.
Af hensyn til politiets efterforskning blev parret varetægtsfængslet i fire uger, men da tiden var gået, blev fængslingen forlænget i yderligere fire uger.
»Det var hårdt at være i arresten, men ens overlevelsesinstinkt slår på en måde ind. Der var absolut intet positivt ved at være der, men i ren og skær overlevelse tilpassede jeg mig reglerne og dagligdagen«, fortæller Emil, der fik arbejde i fængslet for at skabe en form for dagligdag.
Efter i alt seks uger besluttede anklagemyndigheden at forlænge fængslingen for tredje gang, og det betød, at parret kunne få sagen prøvet ved landsretten.
»Jeg stod på arbejdet inde i fængslet en dag, da vores advokat ringede og fortalte, at han havde gode nyheder, og det var jo sjældent på det her tidspunkt«, siger Emil.
Tidligere på morgenen havde anklageren droppet begæring om varetægtsfængsling. Det var få dage før, at sagen skulle for landsretten.
»Det var et helvede«, konstaterer Emil.
Et nyt mareridt
Selvom man skulle tro, at det var et lykkeligt øjeblik, da parret blev løsladt fra varetægtsfængslingen, startede der blot et nyt mareridt.
»Det værste tidspunkt var faktisk at komme ud af fængslet efter varetægtsfængslingen, fordi der fandt vi jo så ud af, at vi ikke kunne få vores datter med hjem, og så begyndte en ny nedtur. Det var en frygtelig periode«, fortæller Kathrine.
»Det var svært at forstå, og man accepterede jo, at politiet skulle undersøge sagen, men jeg kunne ikke følge dem i, at det skulle trækkes ud«, siger Emil.
Efter løsladelsen fik parret for første gang mulighed for at se deres datter uden fængselsbetjente i det kolde og sterile rum i et arresthus.
»Da vi blev løsladt, var det meget specielt. Jeg var meget glad for at se min lille pige. Det tilhørsforhold kan man ikke tage væk fra folk. Det var min pige«, siger Kathrine.
Men Kathrine mindes også, at det var med blandede følelser, da hun så sin datter for første gang efter løsladelsen.
»Hun havde tøj på, som jeg ikke kendte, og hun var sammen med plejefamilien. Det var fantastisk at se hende og være ude, men det var også hårdt. Jeg blev jo konfronteret med alle de her følelser, og her gik det for alvor op for mig, at hun boede hos en anden«, siger Kathrine.
Forholdet bristede
Parret brugte de næste par år på at få deres datter hjem igen, men længslen efter deres barn, og de ar på sjælen som indespærringen og anklagerne havde givet Emil og Kathrine, fyldte til sidst så meget, at forholdet bristede.
»I et parforhold vender man jo forskellige ting. ‘Det her går godt’, og ‘det her går ikke så godt’, men efter alt det her skete, har vi haft utrolig svært ved at snakke om ting. Om alting«, siger Emil og fortsætter:
»Vi kan ikke tænke på andet end det her, når vi ser hinanden. Alt det vi har været igennem, og når man har det i baghovedet hele tiden, så er det næsten umuligt at være sammen«.
Efter løsladelsen boede parret stadig sammen på landstedet i Hobro, men deres oplevelser rev dem stille og roligt væk fra hinanden.
»Jeg kan huske en episode engang, hvor vi stod i soveværelset og diskuterede, hvad der var sket. Jeg brød fuldstændig sammen, og jeg var så frustreret over det hele«, siger Kathrine og uddyber:
»Så skiltes vi, og jeg tog hjem til mine forældre. Det, der var sket med os, kunne ikke gøres godt igen«.
Skænderierne blev mange, og i takt med at årene gik, og at datteren var væk fra parret, skabte det revner i mellem Emil og Kathrine.
»Vi var dybt uenige om, hvordan vores datter blev opdraget hos plejefamilien, og det skabte frustrationer hos os begge«, siger Kathrine.
»Emil var jo også frygtelig ked af det, men jeg følte, at jeg stod alene med kampen om at få vores datter hjem, og jeg stod selv med sorgen, følte jeg«.
»Det var 2,5 år, hvor det gjorde så ondt, at det føltes som om, at min krop ville gå i stykker. Jeg kunne ikke rumme så meget smerte«.
»Jeg får helt tårer i øjnene af at tænke på det. Jeg var så frustreret, ked af det, bekymret og vred«.
»Vi kunne ikke være sammen mere. Det var bare skænderi på skænderi«, siger Kathrine.
Parret endte med at blive enige om, at de ikke skulle være sammen, men at de stadig ville holde kontakt og kæmpe for retten til at få deres datter hjem igen. Selvom de sidste par år har været præget af fængselsceller og traumer, fortæller parret, at de nok også ville have fået flere børn, hvis ikke indespærringen og anklagerne fyldte alt i deres relation i dag.
»Når man kommer i sådan en meget speciel situation, hvor man er under voldsomt pres, så har man behov for at tage kontrol. Min krop var klar til at være mor, og så fik vi hende, men hun blev taget fra os med det samme, fortæller Kathrine.
»Så min krop var både fysisk og psykisk frustreret. Jeg har en meget handlende tilgang, så jeg tænkte, at vi måtte gøre noget, men vi kunne ikke gøre en skid, og det skabte på en måde en mur imellem os«, siger hun.
Et vedvarende hul i maven
Efter adskillige møder med kommunen, advokater, familiehuse, tårer og frustration har parret igen fået myndigheden over datteren. Hun bor i dag på skift mellem Emil og Kathrine, men drømmene om et landsted med heste, børn og lykkelige stunder som en kernefamilie er brast.
Kathrine er flyttet tæt på sine forældre, så de kan hjælpe hende de dage, hvor tankerne om voldsanklager og indespærring fylder for meget.
»Jeg har haft et vedvarende hul i maven af tomhed, og det eneste tidspunkt, hvor det gik væk, var når jeg var sammen med vores datter.
Selv om Emil og Kathrine ikke længere er et par, har oplevelserne gjort, at de holder sammen, og deres familier ses til højtider og mærkedage. Senest ved datterens fødselsdag.
»Jeg havde besluttet mig for at holde en stor fødselsdagsfest for hende på hendes 4 års fødselsdag«, fortæller Kathrine.
»Det var en kæmpe forløsning for mig på en måde. Vores venner, naboer, min familie, Emil og hans familie var der, og vores datter var i centrum. Hun havde verdens bedste fødselsdag«.
Kathrine bliver stille et øjeblik. Hun tænker sig om, inden hun siger.
»Vi har en sød og rar pige sammen, og vi samarbejder rigtig godt om at dele hende mellem os, men vi skal bare ikke være sammen mere«.
‘Det stopper aldrig’
Anklagemyndigheden besluttede sidenhen at droppe at få sagen prøvet af ved landsretten. En beslutning, som kom bag på parret, da de så frem til at deres uskyld skulle se dagens lys.
»Vores mål var at få sagen taget op ved en domstol, fordi vi ville blive frifundet. Vi vidste jo, at vi var uskyldige, så at de droppede sagen ud af det blå var mærkeligt«, fortæller Emil.
»Man var jo glad, men vi fik ikke rettens ord for, at vi ikke havde gjort det. Vi fik bare at vide, at vi var løsladt, og så tog de vores barn«.
Parret er i dag frustrerede over, at anklagemyndigheden valgte at droppe sagen imod dem, fordi mistanken stadig hænger over hovedet på dem, mener de.
»Det stopper jo aldrig rigtig«, siger Emil.
Har I gjort de her ting, som I blev beskyldt for?
»Nej, vi har jo hele tiden sagt, at vi var uskyldige«, siger Emil.
Kan I forstå, hvis der er nogen, som undrer sig over skaderne på jeres barn og mistænker, at det stammer fra vold?
»Vi har jo også gerne selv villet opklare, hvorfor der var de her skader, og derfor fik vi jo også professorer fra udlandet til at analysere scanningsbillederne. Så ja, jeg forstår godt, at man undrer sig, altså det gjorde vi jo også, men pludselig mistænkte man jo os ud af det blå«, siger Emil.
I dag lever både Emil og Kathrine med de traumer, som forløbet har sat i dem begge. Kathrine døjer med en voksende angst, der har plaget hende siden løsladelsen fra varetægtsfængslingen.
»Jeg har grædt så meget. Man kan ikke sætte en pris på psykiske mén«, siger Kathrine, der også har fået konstateret Adisson, der betyder, at hendes krop ikke længere producerer binyrebarkhormon af sig selv. En tilstand, som kan opstå af længerevarende stress.
»Et af de eneste lyspunkter, som jeg kan komme i tanke om i det her forløb, har været opbakningen, som jeg har fået fra skolen. Det var utroligt at opleve«, siger Emil, der efter løsladelsen blev genansat på landbrugsskolen.
‘Der går ikke røg af en brand..’
Forsvarsadvokat Rasmus Amandusson har ført Emil og Kathrines sag, og han mener, at parret har været udsat for aldeles voldsomme beskyldninger, som man ikke har haft beviser eller belæg for.
»De var jo sigtet for grov vold, og det er jo på baggrund af lægens vurdering, som ifølge vedkommende er uforenelig med datterens alder«.
Rasmus Amandusson påpeger desuden, at varetægtsfængslingen af både Emil og Kathrine er indgribende og voldsom.
»En ting er at blive sigtet for noget, man mener, man ikke har gjort, men at man både skal varetægtsfængsles og ovenikøbet får frataget sit barn er jo fuldstændig vanvittigt«.
»Det er jo ekstremt voldsomme beskyldninger for et nybagt forældrepar. Desuden har man jo vurderet, at de begge skal varetægtsfængsles, og det virker voldsomt«, siger Rasmus Amandusson.
Det første forsvarsadvokaten fokuserede på, var at indhente vurderinger fra professorer i Norge og Sverige, der er eksperter i medfødte skader hos spædbørn, som kunne bidrage til et mere nuanceret billede af skaderne på Emil og Kathrines barn.
Eksperterne fokuserede på, at skaderne kunne være opstået ved fødslen, og at man altså ikke kunne sige, at skaderne stammede fra vold.
Kort efter valgte anklageren at droppe sigtelserne mod parret. Men så startede erstatningssagen. I Danmark har man ret til erstatning, hvis man som en del af en strafferetlig anklage bliver frifundet, eller at anklagemyndigheden dropper sagen. Med advokatens hjælp har parret derfor besluttet sig for at søge erstatning for tiden i fængslet og de psykologiske mén, der er fulgt med.
Hvordan ser du på, at de jo ikke har fået mulighed for at få rettens ord for, at de ikke har gjort det? Hvis man skal sætte det lidt på spidsen, så kan man jo sige, at den mulighed er blevet frataget.
»Ja, det kan man godt sige, altså den gamle historie om, at der går ikke røg af en brand, uden at der er ild i den, er jo et faktum, som de ikke kan komme uden om, og det er jo en voldsom psykisk belastning, som de skal bære rundt på til evig tid«.
»Det taler jo også for, at staten skal give dem yderligere erstatning, altså ikke kun for indespærringen, men også for graden af anklagen og den psykiske belastning, der følger med«.
Synes du, at der er en tendens til, at man behandler sigtede som om, de allerede er dømt?
»Det er jo interessant at se på, hvordan staten skal kompensere for varetægtsfængsling. Emil og Kathrine har jo misset deres datters opvækst, og det er forfærdeligt at tænke på. Det får de aldrig igen«.
Emil og Kathrines erstatningssag skal for retten i februar 2024.
Kathrine og datterens fulde identitet er kendt af forfatterne.