Varetægtsfængsling er et hyppigt anvendt værktøj i dansk retspraksis, men frihedsberøvelsen kommer med en høj pris, lyder det fra fagfolk og forskning. Institut for Menneskerettigheder kritiserer de danske vilkår for isolationslignende forhold.
Af Jeppe Dalsgaard Grunnan og Nicolai Sand
I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Alligevel bugner danske fængsler med indsatte, der ikke er dømt.
»Vi tænker, at vi skal have begrænset, hvad man varetægtsfængsles for rent lovmæssigt, for der er gået noget galt i den danske praksis.«
Sådan lyder kritikken fra Steffen Larsen, retsordfører hos Liberal Alliance, når han bliver spurgt ind til Danmarks udbredte anvendelse af varetægtsfængsling.
Som varetægtsfængslet er man buret inde i en celle på cirka otte kvadratmeter. Her sidder man i noget nær 23 timer i døgnet. Mutters alene toner tankemylderet frem, mens uvisheden langsomt, men sikkert, begynder at sætte sig i hovedet. For én ting er sikkert. Man ved ikke, hvornår man kommer ud.
Den varetægtsfængslede frihedsberøves, fordi myndighederne er i færd med at behandle den pågældendes straffesag med en strafferamme på minimum 18 måneder. Men som varetægtsfængslet er man ikke dømt og kan derfor potentielt være uskyldig.
Vilkårene for varetægtsfængslede har i mange år mødt stor kritik af fagfolk, men også FN’s Torturkomité har flere gange givet Danmark påtaler.
Paradoksalt nok er varetægtsfængsling i praksis langt mere indgribende end almindelig fængsling, og derfor har det langstrakte konsekvenser for både varetægtsfængslede og deres pårørende. Straffen rammer nemlig ikke kun den varetægtsfængslede, den påvirker også eventuel familie og børn. Familierelationen kan smuldre, mens børnene kan blive belastet i deres trivsel.
Overgår nabolande
I det danske retssystem varetægtsfængsles der relativt set meget, hvis man sammenligner med nabolande som Norge, Sverige og Tyskland. Og der varetægtsfængsles længe.
De seneste tal fra Europarådets årlige rapport om fængselspopulation viser, at 38,2 procent af de danske indsatte sad i varetægt i januar 2022. Til sammenligning var tallet 19,3 procent i Norge, 26,9 procent i Sverige og 20,6 procent i Tyskland.
| Faktaboks: Betingelser for varetægtsfængslingPolitiet har ret til at tilbageholde en person i op til 24 timer, men hvis politiet vil tilbageholde den anholdte i en længere periode, skal en dommer tage stilling til, om der er opfyldt betingelser for varetægtsfængsling. Det sker i et grundlovsforhør, hvor den sigtede har ret til at tale med en forsvarsadvokat. Varetægtsfængsling kan kun ske, hvis der er en begrundet mistanke om, at den sigtede har gjort noget strafbart, som har en strafferamme på minimum 18 måneder. Samtidig skal anklagemyndigheden kræve mere end 30 dages fængsel. Minimum én af følgende betingelser skal desuden være opfyldt for at varetægtsfængsle jf. retsplejeloven § 762: -Dommeren vurderer, at den sigtede kan finde på at flygte. -Dommeren vurderer, at den sigtede vil begå nye forbrydelser. -Dommeren vurderer, at den sigtede vil forsøge at påvirke efterforskningen ved at slette spor eller påvirke vidner eller gerningsmænd. Varetægtsfængslingen kan løbende blive forlænget med fire uger ad gangen. Det er op til domstolene at vurdere, om der er behov for en fristforlængelse. Kilde: domstol.dk |
Anklagemyndigheden fremlægger hvert år en statistik for antallet af varetægtsfængslinger. De seneste år har udviklingen i antallet af varetægtsfængslinger været faldende, men mængden af langvarige varetægtsfængslinger er stigende. Det samme gælder den gennemsnitlige varighed af de langvarige varetægtsfængslinger, som fra 2018 til 2022 er steget fra 7,1 til 8,5 måneder.
I Danmark anser anklagemyndigheden langvarige varetægtsfængslinger som sager, der overstiger tre måneder.
Figur 1 – Kilde: Anklagemyndigheden. Anvendelsen af langvarige varetægtsfængslinger 2022.
Begrænset beskyttelse af borgerne
Thomas Brædder er forsvarsadvokat og medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg. Han har tidligere arbejdet som anklager, men de seneste 10 år har han ageret som forsvarsadvokat.
Den seneste udvikling bekymrer forsvarsadvokaten, som vurderer, at der i Danmark har udviklet sig en kultur og praksis, hvor man oftere varetægtsfængsler. Han ser umiddelbart ingen årsag til, at tallene bør være højere end i nabolandene.
»Min personlige oplevelse har været, at man fra myndighedernes side er mest opmærksom på de samfundsmæssige risici forbundet med varetægtsfængsling. De vejer tungere end de individuelle risici.«
»Det er svært at sige hvorfor, men jeg har tidligere udtrykt, at man hellere vil varetægtsfængsle én gang for meget end én gang for lidt. Det er min personlige vurdering, at man hellere vil være på den sikre side, så det ikke kommer til at gå ud over samfundshensynet.«
Forsvarsadvokaten peger på lovgivningen, hvor bestemmelserne for at få opfyldt varetægtsfængsling er elastiske. Det er nemlig op til en vurdering, om kravene er opfyldt.
»Jeg siger ikke, at man ikke følger loven. Loven er, som loven er. Man følger den praksis, men der har udviklet sig en retspraksis, hvor man fortolker bestemmelserne således, at der ikke skal være ret meget opfyldt for at varetægtsfængsle.«
Det er et problem for borgerne, lyder det videre.
»Jeg synes ikke, det efterlader meget beskyttelse hos borgerne. Det er min personlige holdning. Sådan som praksis er, så er der en begrænset beskyttelse af borgerne«, udtaler Thomas Brædder.
Anklagemyndigheden er blevet foreholdt kritikken af den danske brug af varetægtsfængsling. I et skriftligt svar lyder det, at man i øjeblikket arbejder med at forstå udviklingen.
»Det er korrekt, at vi har set en stigning i den gennemsnitlige varighed af varetægtsfængslingerne. Vi følger løbende udviklingen, og helt aktuelt drøfter vi i øjeblikket med vores chefanklagere og politidirektørerne, hvordan tallene udvikler sig, og hvad årsagerne kan være til, at vi ser en stigning i længden af varetægtsfængslinger.«
»Det er der ikke et entydigt svar på. En mulig forklaring kunne være ændringer i sagernes karakter. Hvis sagerne bliver mere komplekse, eksempelvis i form af flere sigtede (narkosager, red.) eller ved behov for mere omfattende efterforskning (alvorlig økonomisk kriminalitet, red.), vil det eksempelvis kunne nødvendiggøre et længere varetægtsfængslingsforløb«, skriver Mette Johansen, statsadvokat ved Rigsadvokaten, hvorefter hun også påpeger de lange ventetider ved domstolene.
Isolationslignende forhold
Forholdene for varetægtsfængslede har de seneste mange år mødt stor kritik af fagfolk på området. Det skyldes blandt andet det paradoks, at strafafsonere, altså personer med en dom, ofte har flere rettigheder end varetægtsfængslede.
Som varetægtsfængslet har man ret til en times gårdtur i døgnet, resten af tiden sidder man låst inde i sin celle. Der er hverken adgang til køkken eller telefon. Muligheden for fællesskab er meget ofte lav, selv om det står i lovgivningen, at varetægtsarrestanter så vidt muligt skal have adgang til fællesskab.
I udgangspunktet har man ret til besøg af pårørende, men politiet har mulighed for at nægte besøget eller overvåge besøget, hvis det vurderes, at der er en risiko for, at det vil påvirke efterforskningen. Samtidig kan den indsatte blive underlagt brev- og besøgskontrol, hvilket betyder, at politiet skal læse alle breve for at sikre efterforskningen.
De ringe vilkår får Peter Vedel Kessing, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, til at løfte en pegefinger. Det giver nemlig grund til kritik ud fra et menneskeretligt synspunkt.
»De facto sidder mange varetægtsfængslede i Danmark under isolationslignende forhold. Isolationsfængsling er skadeligt og påvirker selvfølgelig de enkelte forskelligt, men lægeligt er der ingen tvivl om, at det kan dokumenteres, at det ikke er sundt at sidde isoleret. Derfor er udgangspunktet også, at man skal have ret til fællesskab, men det har man bare ikke i praksis på grund af de dårlige rammer. Det er helt sikkert kritisabelt.«
»En anden ting er, at man som varetægtsfængslet har dårligere rettigheder end som afsoner. Man har dårligere ret til besøg, dårligere ret til uddannelse, undervisning og brevudveksling. Det har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol sagt, at man ikke må. Man må ikke have dårligere forhold i varetægt, for man er jo stadig uskyldig. Det virker jo også helt omvendt, at man har dårligere forhold end strafafsonere«, lyder kritikken fra Peter Vedel Kessing.
Seniorforskeren har i løbet af de seneste 12 år jævnligt besøgt de danske fængsler sammen med Folketingets Ombudsmand. Her har han fået syn for sagen i forhold til de fysiske udfordringer i arresthusene. Fængslerne er overfyldte, og det medfører, at der ikke er nok ledige rum til at opfylde de indsattes rettigheder.
Hos Kriminalforsorgen fremgår det, at der i 2021 var en belægningsprocent på 100,2 procent i de danske fængsler. Tidligere på året lød det i et svar til Folketingets retsudvalg, at der i 2023 ventes en belægningsprocent på 101,7 procent. De overfyldte fængsler medfører en forringelse af de indsattes rettigheder, da de dårlige fysiske rammer påvirker de indsattes ret til fællesskab.
Kritik fra FN’s Torturkomité
Det danske retssystems praksis for varetægtsfængsling har historisk set ikke bare mødt kritik internt i landet, men har også fået påtaler internationalt fra FN’s Torturkomité.
Så sent som i november udgav komitéen en rapport, hvori der blev udtalt kritik af Danmarks brug af varetægtsfængsling.
I en 12 sider lang rapport slår komitéen blandt andet ned på bekymringen omkring forholdene for varetægtsfængslede, herunder i de danske arresthuse, fordi faciliteterne er dårligere end i fængslerne. Det medvirker til, at varetægtsfængslede har dårligere vilkår for fællesskab og besøg end strafafsonere.
Komitéen slår ligeledes ned på antallet af timer i cellerne. Når man som varetægtsfængslet sidder indespærret i op til 23 timer i døgnet, så er der de facto tale om isolationsfængsling.
Den seneste udvikling med stigende varighed for danske varetægtsfængslinger giver også anledning til bekymring fra FN’s Torturkomité, lyder det i rapporten
Varetægtsfængslingens pris
Varetægtsfængslingen kommer med en pris – uanset skyld. Det viser et forskningsprojekt fra Rockwool Fonden, som arbejder med at gøre de politiske beslutningstagere klogere på relevante udfordringer i velfærdsstaten. Forskningsprojektet bygger på en kvantitativ undersøgelse af varetægtsfængslede mænd i Danmark.
Forskningsresultaterne viser blandt andet, at varetægtsfængslede er i risiko for at opleve familiebrud inden for tre år efter løsladelsen. Omkring halvdelen af de i undersøgelsen omfattede familier oplevede at gå i opløsning, og det var uanset skyldsspørgsmålet.
46 procent af de varetægtsfængslede uden dom endte med at opleve familiebrud, mens tallet var 51 procent for de dømte.
Forskningsprojektet er desuden kommet frem til en slående konklusion om varetægtsfængsledes jobmuligheder efter løsladelsen. Igen er skyldsspørgsmålet tæt på underordnet, når man sammenligner jobsituationen før og efter varetægtsfængslingen. Begge gruppers tilknytning til arbejdsmarkedet viste sig nemlig at falde med omkring 16 procent.
Lars Højsgaard Andersen er forskningsprofessor hos Rockwool Fonden og er en af personerne bag forskningsprojektet om konsekvenserne ved varetægtsfængsling. Han mener, at resultaterne bør give anledning til en politisk debat om det danske retssystems anvendelse af varetægtsfængsling.
»Vores resultat viser, at varetægtsfængsling har stor betydning for de mennesker, som ikke ender med at blive fundet skyldige. Det rejser jo en retfærdighedsproblematik, som på mange måder vil klæde vores system – og dermed også politikere – at forholde sig til.«
»Man kan jo bruge resultatet til at sige, at varetægtsfængsling har store sociale omkostninger, og derfor skal vi tænke os om, når vi bruger det. Det rækker langt ind i familielivet og i folks situation på arbejdsmarkedet – også hos de mennesker, hvor varetægtsfængsling formelt set viser sig at være en fejl«, lyder det fra Lars Højsgaard Andersen.
Familierelationen sættes under pres
Rockwool Fondens forskningsresultater overrasker ikke psykolog Anja Leavens, som i 20 år har samarbejdet med Kriminalforsorgen. Varetægtsfængslingen er nemlig ikke kun hård for den pågældende, men også for de pårørende.
Ofte er de pårørende lige så forvirrede og påvirkede af uvisheden. Hvad skal der ske med børnene? Hvad med den indsattes job? Er der råd til at blive i huset? Den samlede sum er svær at håndtere, hvorfor det sætter dybe spor i familierelationen, lyder det fra den erfarne psykolog.
»Som udgangspunkt mister den varetægtsfængslede retten til at tage beslutninger i eget liv. Det betyder, at alle beslutninger ligger hos de pårørende, som pludselig skal drive et liv uden deres partner.«
»Det ændrer en familiedynamik fuldstændig, for det er svært at bevare sit værdiforhold, og derfor går mange følelser tabt. Det er super hårdt at sidde i varetægt, men man glemmer lidt, at det fandme også er hårdt for familien udenfor.«
»Hele deres liv bliver også lavet om. De skal pludselig leve livet på en helt anden måde. Det afstedkommer noget modstand, bitterhed, tillidsbrud og en oplevelse af at blive svigtet, som er enormt svær at reparere«, udtaler Anja Leavens.
Hos Kriminalforsorgen, som driver de danske fængsler og arresthuse, er man bekendt med de familiære udfordringer ved varetægtsfængsling. Derfor har alle fængsler og arresthuse børneansvarlige ansat, som iværksætter tiltag og aktiviteter, der kan understøtte relationen mellem de indsatte og deres børn. Sådanne initiativer omfatter blandt andet indlæsning af godnathistorier, fotohæfter til børnene og familiearrangementer.
Niels Holbraad har de seneste fem år arbejdet som socialrådgiver i Vestre Fængsel. Han medgiver, at det er hårdt at sidde i varetægt, og at det kan udfordre relationer til pårørende og nære.
»Vi spørger ind til deres netværk, men vi har ingen fast procedure for det. Det handler mere om den enkeltes behov. Vi opfordrer dem til at holde kontakten ved lige, men mange frygter jo, at familien slår hånden af dem«, udtaler Niels Holbraad.
Anja Leavens ser med positive briller på initiativerne fra Kriminalforsorgen, da det er vigtigt at holde børnene for øje i et forløb med varetægtsfængsling.
»I praksis betaler børnene prisen, og det er ikke rimeligt. Godnathistorier og familieaktiviteter er så gode initiativer. Man skal forsøge at gøre noget normalt, for det er ikke særlig spændende at sidde i et besøgslokale med et sparsomt udvalg af legetøj.«
»Når man sidder i varetægt, bliver kontakten ofte lidt forceret, fordi man ikke kan gå til og fra. Alt, der normaliserer kontakten, er gode initiativer«, udtaler Anja Leavens.
Børnene er usynlige ofre
Pårørendeforeningen SAVN arbejder dagligt med at hjælpe familier i forbindelse med fængsling. Sekretariatsleder Elisabeth Toft Rasmussen genkender billedet af, at børnene ofte bliver overset i den offentlige debat.
Børnene bliver nemlig også ramt af forældrenes varetægtsfængsling, og dermed er der en risiko for, at straffen rammer skævt. Mange børn oplever at blive stigmatiseret i sociale sammenhænge, hvor nogle endda bliver ekskluderet fra eksempelvis fødselsdage og andre aktiviteter. Andre kommer bagud i skolen, fordi deres hoveder bliver fyldt op med bekymringer.
Det er alarmerende, og det udstiller den manglende hjælp, lyder det fra Elisabeth Toft Rasmussen.
»Jeg synes, at vi som samfund er for dårlige til at hjælpe, men det skyldes måske også, at der er tale om en ret usynlig gruppe borgere, som ikke aktivt søger hjælp. I stedet forsøger de at holde det skjult for offentligheden. Generelt er pårørende meget tilbageholdende med selv at kaste lys på sig.«
Børnene bliver ikke alene stigmatiseret, de bliver også fanget i et limbo, fordi varetægtsfængsling af familiemedlemmer er et stort tabu, lyder det.
»I dag er varetægtsfængsling forbundet med et stort tabu for de pårørende, og derfor vælger mange ikke at fortælle det til børnene. Det er et stort problem, for børnene oplever det som et tillidsbrud.«
I foreningen SAVN oplever man, at problemet med børnene ofte ikke bliver holdt for øje på politisk plan, og derfor taler meget få deres sag i offentligheden. Ifølge Elisabeth Toft Rasmussen er der behov for ny lovgivning, som sikrer børnene imod at skulle gå rundt i uvished.
»Man bør give børnene nogle rettigheder, så de får besked, når deres mor eller far bliver varetægtsfængslet. Tit ved de det ikke og går længe i uvished. Det kunne også være en hjælp, hvis kommunen fik besked, for så kunne de hjælpe med nogle ting. Jeg synes også, at vi i Danmark bør bruge meget mindre brev- og besøgskontrol, fordi det er så indgribende i forhold til de pårørende, som kun må besøge dem i en halv time ugentligt eller en time hver anden uge«, udtaler Elisabeth Toft Rasmussen.
Fængslet i 6,7 måneder uden dom
I undersøgelsen af emnet har redaktionen søgt aktindsigt hos anklagemyndigheden i de varetægtsfængslinger, hvor sagerne er endt med frifindelse, eller hvor sagerne er blevet droppet.
Anklagemyndigheden har fremsendt statistikker på sager fra 2018 til 2023. Opgørelserne er udtrukket af POLSAS, som er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et egentligt statistiksystem. Data er udtrukket den 28. oktober 2023 og er baseret på dynamiske tal.
Aktindsigten viser, at den gennemsnitlige varighed for varetægtsfængsling afgjort med frifindelse er steget fra 3,9 til 6,7 måneder i perioden 2018 til 2022. Antallet af årlige varetægtsforløb med frifindelse er faldet siden 2018, men fra 2019 til 2022 har det ligget meget jævnt.
Figur 2: Aktindsigtsmateriale fra anklagemyndigheden. Gennemsnitlig varighed i måneder for forløb med frifindelse.
Figur 3: Aktindsigtsmateriale fra anklagemyndigheden. Antal varetægtsfængslinger afgjort med frifindelse fordelt på år.
Redaktionen har forelagt anklagemyndighedens opgørelser over varetægtsfængslinger for forsvarsadvokat Thomas Brædder, som mener at tallene giver grund til bekymring.
»Først og fremmest noterer jeg mig, at den gennemsnitlige varetægtsperiode næsten er fordoblet fra 2018 til 2023. Det er ganske alvorligt. Det er ganske alvorligt at sidde inde i knap syv måneder, før man bliver frifundet. Når man tænker på belastningen ved at sidde varetægtsfængslet, både socialt og familiemæssigt, så er det ganske alvorligt.«
Den store stigning er problematisk for borgernes retssikkerhed, lyder det videre.
»Det er problematisk for retssikkerheden. Der er stor forskel på at sidde varetægtsfængslet i en uge eller knap syv måneder. Jeg kender til folk, som har siddet inde i mere end et år, inden de er blevet frifundet. De her tal er jo bare et gennemsnit. Det er en voldsom melding at kunne give folk, at de kan forvente at sidde syv måneder i varetægt, inden de bliver frifundet«, udtaler Thomas Brædder.
Anklagemyndigheden er blevet forelagt kritikken fra forsvarsadvokat Thomas Brædder. I et skriftligt svar skriver statsadvokat ved Rigsadvokaten, Mette Johansen, at det i sidste ende er op til domstolene at vurdere de enkelte sager.
»Det er alvorligt at blive varetægtsfængslet. Det er vi meget opmærksomme på. Men det sker altid på baggrund af en begrundet mistanke, og der er altid efterfølgende domstolskontrol.«
»Når det er sagt, kan en straffesag ændre sig undervejs. De oplysninger, politiet har i begyndelsen af en efterforskning, vil blive udbygget undervejs, og sagen kan derfor se ud på én måde under efterforskningen og på en anden måde, når den er færdigefterforsket. Det kan også ske, at domstolene i sidste ende vurderer en sag anderledes end politiet og anklagemyndigheden. Det gælder for alle sager – varetægtsfængsling eller ej«, skriver Mette Johansen.
Mærket for livet
Hvis man som tiltalt bliver frifundet efter at have været varetægtsfængslet, kan man søge erstatning. Det samme gælder, hvis anklagemyndigheden frafalder sigtelsen. Taksterne er 7000 kroner det første døgn, hvorefter man kan søge erstatning for 850 kroner pr. påbegyndt døgn med frihedsberøvelse.
Ofte er erstatningen forbundet med en langsommelig proces, og pengene kan i sidste ende være en ringe trøst for at have været varetægtsfængslet.
Ifølge Anja Leavens oplever mange at blive mærket for livet, selv hvis varetægten viser sig at være uberettiget.
»Man bliver helt klart stigmatiseret, for der vil altid være personer, som tænker, at der nok har været noget om det. Det svære er jo, at hvis sigtelsen bare droppes, så er man stadig i limbo, fordi man ikke er blevet frifundet af en dommer. Den slags klæber til en.«
»De her mennesker skal forsøge at acceptere, at systemet har taget fejl, kørt dem gennem vridemaskinen og ikke sagt undskyld ved at forsøge at hjælpe dem i gang med et nyt liv. Det kan de færreste håndtere på egen hånd«, udtaler Anja Leavens.
Politisk løft af domstolene
Årsagen til de lange varetægtsfængslinger kan have flere forskellige forklaringer. Nogle peger på anklagemyndigheden, som i for mange sager beder om varetægtsfængsling. Andre peger på lovgivningen, hvor bestemmelserne for varetægt er for elastiske.
En tredje forklaring kan være den lange ventetid hos domstolene, hvilket har medført længere varetægtsfængslinger som følge af en stigning i sagsbehandlingstiden. Netop denne udfordring forsøger man nu fra politisk side at tage hånd om.
På Christiansborg valgte et enigt Folketing den 22. november 2023 at vedtage en flerårsaftale for domstolenes økonomi. Aftalen strækker sig fra 2024 til 2027 og skal blandt andet være med til at mindske sagsbehandlingstiden i straffesager, så længden af varetægtsfængslinger kan sænkes.
I den nye aftale får domstolene tilført 2,3 milliarder kroner, men det løser langt fra problemerne, lyder vurderingen fra Peter Vedel Kessing, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.
»Det store problem lige nu er, at der er for mange indsatte. Det vil være en rigtig god idé at få nogle af de varetægtsfængslede ud. Færre skal varetægtsfængsles, og længden skal være kortere. Det vil give luft i fængslerne.«
»Det handler måske også om en kulturændring ved domstolene og ved anklagemyndigheden. I øjeblikket er der en opfattelse i systemet, at hvis man bliver anholdt og sigtet for noget alvorligt, så skal man varetægtsfængsle. Sådan bør det ikke være, og sådan fungerer det heller ikke ifølge retsplejeloven. Man skal kun varetægtsfængsle, hvis det er strengt nødvendigt«, udtaler Peter Vedel Kessing.
Retsordførere kræver ændringer
Det danske retssystems praksis for brugen af varetægtsfængsling har også fået kritik på Christiansborg, hvor flere oppositionspartier vil have ændringer. Står det til Steffen Larsen, retsordfører for Liberal Alliance, så skal der gøres mere på området i den kommende tid.
»Det er for mig at se problematisk, at vi varetægtsfængsler i sådan en grad, når der tilsyneladende ikke er en klarlagt årsag til det.«
Hos Liberal Alliance er de klar til at kigge på lovgivningen, så antallet af varetægtsfængslinger kan nedbringes. I sin nuværende form er der nemlig noget galt, lyder det.
»På lovgivningssiden kan vi jo gøre det mere besværligt at varetægtsfængsle. Jeg har for nyligt haft justitsministeren nede i folketingssalen for at høre, om han mener, at den danske måde at varetægtsfængsle er forsvarlig.«
»Vi tænker, at vi skal have begrænset, hvad man varetægtsfængsles for rent lovmæssigt, for der er gået noget galt i den danske praksis. Det må vi konstatere. Der er simpelthen for mange varetægtsfængslinger, hvorefter de ikke får en straf«, udtaler Steffen Larsen.
Pernille Vermund, retsordfører og formand for Nye Borgerlige, mener ikke, at den danske praksis på området er et retssamfund værdigt. Hun påpeger i samme ombæring de hårde vilkår som varetægtsfængslet.
»Jeg synes bestemt ikke, at det er et retssamfund værdigt. Det gælder uanset, om man er kriminel og skal afsone sin straf, eller om man er uskyldig tiltalt. Men det er klart, hvis man er uskyldig, så er det jo helt uacceptabelt. Cellerne og fængslerne til varetægtsfængsling er jo nogle af de hårdeste steder, man kan være indsat. Vi har helt klart et politisk ansvar«, lyder den klare melding fra Pernille Vermund.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har tidligere udtalt, at varetægtsfængsling er vigtig for borgernes retsfølelse. Det synspunkt er Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten, langt fra enig i.
»Jeg kan slet ikke se, hvad det gavner. Det er et meget stort indgreb for de personer, som bliver varetægtsfængslet. Nogle bliver slet ikke dømt, så på den måde er det spild af liv«, udtaler Rosa Lund kritisk.
Både justitsminister Peter Hummelgaard og retsordfører hos Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg, er blevet forelagt kritikken i denne artikel, men de har begge afvist at stille op til et interview.